Noget elarbejde må du selv udføre i dit hus, men når det kommer til faste elinstallationer, skal der altid en autoriseret elinstallatør til. En fast elinstallation kan identificeres ud fra huskereglen om, at du ikke kan tage den med ved eksempelvis en flytning. Det er ting som f.eks. eltavler, ledninger i væg og stikdåser i loftet.
Følgende arbejde må du lovligt selv udføre:
- Du må selv udskifte eller montere stikpropper, ledningsafbrydere, apparatkontakter og transportable stikkontakter (forlængerledning, tristikdåser m.m.).
- Du må også selv reparere intelligente styringssystemer, så som tidstyret afbrydere i boligen.
- Udskifte almindelige afbrydere med lysdæmpere eller afbrydere med tidsfunktion.
- Du må også selv reparere elapparater. Det kan være udskiftelse af en fatning eller en udskiftning af den strømførende ledning til apparatet.
- Hvis boligen er forsynet med en HFI/ HPFI-afbryder, må du ligeledes udskifte indendørs stikkontakter med jord op til 250 volt.
- Opsættelse af lamper; alm. og halogen. Ved halogen skal lampen være købt med transformer, lamper, ledning og monteringsvejledning, ellers skal du have fat i en elektriker.
- Ændre og reparere svagstrømsstyrings – og reguleringssystemer som anvendes til at styre stærkstrømsfunktioner.
Du må ikke selv:
- Lave nye installationer i boligen.
- Opsætte halogenlamper (lavtvoltbelysning) hvis lampe, ledning og transformer er køb hver for sig.
- Udvide eksisterende elinstallationer – f.eks. opsætte en ny stikkontakt ved siden af en eksisterende.
- Elarbejde i måler- og gruppetavle i boligen.
- Arbejde med faste elinstallationer med en spænding på over 250 volt.
- Installere eller udskifte udendørs afbrydere eller stikkontakter.
- Tilslutte eller frakoble apparater som ikke er tilsluttet med en letaftagelig stikprop (eks. komfurer, elvandsvarmere og vaskemaskiner).
- Udskifte HPFI-afbryder.
Når man begiver sig i kast med gør-det-selv elarbejde, er det vigtigt at man ved hvad man gør, og at man ikke gætter sig frem til en løsning. Vær opmærksom på, at der er specielle regler for vådrum!
Husk at være opmærksom på at din nye elinstallation opfylder gældende installationsregler. Det kan blandt andet få konsekvenser for din sikkerhed men også for husets værdi, i en eventuel salgssituation.
Der er en række forholdsregler, man bør tage, inden man går i gang med en elopgave. Vigtigst af alt er at du afbryder strømmen til stedet, hvor du skal arbejde. Det er ikke nok udelukkende at slukke på afbryderen. Du skal afbryde i din måler- eller gruppetavle.
Efter du har afbrudt, dobbelttjekker du, at strømmen er slået fra. Du kan foretage en kontrol med en spændingstester eller polsøger. På den måde er du sikker på, at der ikke er spænding i nogle af delene i arbejdsområdet.
Det er en alvorlig sag at arbejde med el. Hvis du vil være helt sikker på at arbejdet bliver gjort forsvarligt og korrekt, anbefaler vi at du bruger en autoriseret elektriker. Når du bruger prisberegneren på Elektrikerpris.dk, kan du efterfølgende blive sat i kontakt til en lokal elektriker, der vil komme med et tilbud på det elarbejde, du skal have udført.